I fredags gik turen til Semuc Champey,
som ligger godt 7 timers kørsel fra Antigua - 11 timer i vores
tilfælde skulle det vise sig! Vi har forsøgt at lave en hård
udvælgelse mellem de 13 milliarder billeder, vi (Mette) fik taget...
men der var bare så flot.
Semuc Champey betyder på Q'ekchi ”der,
hvor floden forsvinder” eller ”der, hvor floden går under
jorden”. Udover en flod, der går under jorden, er det også en
nationalpark med masser af flot natur.
Som Nicolais hår viser var luftfugtigheden helt i top. |
Lørdag morgen gik vi først op til
udsigtspunktet, dernæst ned for kigge nærmere på ”dér, hvor
floden går under jorden” for efterfølgende at bade i bassinerne,
som ligger ovenpå floden. Det var rigtigt lækkert at bade der, og
en masse små fisk sørgede for naturlig fodpeeling. Det kildede.
Bassinerne, hvor vi (og en masse andre) badede. |
Hvor floden løber under jorden (nede i venstre hjørne af billedet). |
Bassinerne, som løber ovenover, mens selve floden løber nedenunder. |
Gæt et dyr! ... Sommerfugl. |
Efter et kort smut hjem forbi hotellet
(nogle træhytter og træsenge) til frokost, stod eftermiddagen på
en tur gennem de lokale grotter. De var fyldt med vand, så det var
ikke muligt at have kamera med. Til gengæld var der intet lys, så
vi blev hver især udstyret med et stearinlys, som man skulle huske
at holde ovenvande, når man svømmede. For vi gik famlende, svømmede
famlende, og klatrede famlende op af stiger og gennem vandfald for at
komme dybere ind i hulen. En virkelig fed oplevelse. (Men den var
aldrig gået i Danmark med sikkerheden :-) ).
I jeepen fra Semuc Champey til Lanquin, som ligger 11 km og 45 minutters kørsel væk. Så lidt kan 12 mand fylde. |
Efter grotterne sejlede vi i baderinge
tilbage til hotellet. Efter en hel dag i vand var det overraskende
nok rart med et bad – måske især pga. det tørre tøj
efterfølgende!
Om aftenen var der fest og druk, inden
vi søndag morgen tog med først jeep og siden shuttlebussen tilbage
til Antigua (9½ time denne gang; inkl. skifte af et punkteret dæk).
(Lidt flere billeder)
Fra grotterne sejlede vi i baderinge ned ad floden til hotellet |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar