Sidste stop: Caye Caulker

Vi er nu på Caya Caulker, hvor vi ankom i går først på eftermiddagen. Her er noget mere turistet og dermed også noget dyrere end i Placencia. Øen er ikke så stor (3000 indbyggere) og fyldt med hoteller og restauranter og den slags. Her er ingen biler og gaderne er af sand.

I går gik vi lidt rundt, badede lidt, lå og lavede ingenting, og den slags. Vi har mødt 2 gutter fra Holland, som vi også snakkede lidt med i Rio Dulce, så det er ganske hyggeligt.

I dag var vi med dem og ca. 10 andre ude at snorkle. Fra ca. 10.30 til 15.00 uden at komme i land og med frokost på båden. Der var i alt 3 stop - ca. en time hvert sted. Første stop så vi en masse fisk (små og kæmpestore), koraller og et par store havskildpadder Andet stop var der rokker, hajer (dog ufarlige) og flere kæmpefisk. Dyrene blev fodret af vores guides, så man kunne røre ved dyrene og lege lidt med dem. Efter det ikke længere virkede så farligt, var det ret sjovt. Tredje stop var ved den såkaldte Koralhave. Et stort område med masser af koraller - og dermed også masser af fisk i alle mulige farver og former. Her svømmede vi rundt på egen hånd - fantastisk smukt!

Vi har ingen planer for weekenden - måske vi tager på snorkling igen, hvis vejret og budgettet tillader det. Ellers skal vi bare nyde vores sidste par dage i Caribien, inden vi flyver hjem på mandag og lander i Danmark tirsdag eftermiddag.

Vi har det godt og glæder os til at se jer allesammen igen derhjemme.

Placencia chill out

Vi fandt med stort et held et fint og billigt sted i Placencia, så vi har valgt at blive 3 nætter i alt.

I går, da vi slentrede ned ad stranden på udkig efter en bager, kom vi forbi en tur-arrangør (et skur (alt er i skure her)), hvor vi ville kigge lidt på en mulig tur til dagen efter, hvis vi skulle blive en ekstra dag. 2 mennesker havde imidlertid meldt fra til en heldags snorkel-tur til Laughing Bird Caye - og da vejret er meget omskifteligt på disse egne, er det ikke hver dag turen kan lade sig gøre. Eneste problem var, at vi skulle afsted 15 minutter efter og vi havde hverken penge, solcreme eller det rette tøj med på vores slentretur. Men tiden var til hurtige beslutninger, så vi spurtede hjem og fandt vores ting og spurtede tilbage igen - en fremragende beslutning skulle det vise sig, da det var virkelig fedt og det ikke havde kunnet lade sig gøre i dag pga. vejret.

Vi tog afsted kl. 9. 45 minutters sejltur til en lillebitte ø (100 x 10 meter), som også er et naturreservat. Her gik formiddagen med en guidet snorkeltur rundt i korallerne på øens vestside. Derefter en lækker frokost. Og så endnu en ca. 1½ times snorkeltur på østsiden. Udover masse af sjove koraller og farverige fisk var højdepunktet en kæmpehummer (70-80 cm. lang er et godt bud) - selv guiden var forbløffet over størrelsen.

Vi var tilbage ved 15-tiden og på trods af flere lag solcreme, lykkedes det os at blive lidt røde på bagsiden. Aftensmaden var for første gang på denne tur "hjemmelavet" (spaghetti med færdiglavet tomatsauce og ost).

I dag har vi lavet ingenting. Skønt!

I morgen går turen til sidste stop: Caye Caulker. Vi håber at nå frem en gang om eftermiddagen, og så tager vi formentlig 4 nætter der, inden vi skal være i lufthavnen mandag formiddag. 

Antigua - Rio Dulce - Placencia

I torsdags tog vi bussen fra Antigua direkte til Rio Dulce, som er en lille by i det østlige Guatemala, der ligger hvor Lago Izabal bliver til Rio Dulce. Orkanen Ernesto havde lige passeret området. Heldigvis uden at lave de store ødelæggelser men til gengæld med masser af regn i posen til os!

I Rio Dulce lave vi ud med at tæve en samling pensionerede internationale fastboende hippier i en pubquiz, inden vi fik en lignende type - Australieren Gary - fra Hotel Kangaroo til at komme at hente os i en bette båd. Hotel Kangaroo ligger på bredden af en lille "flod", som løber ud i Hotel Kangaroo. Her er Mangrovetræer og vilde skildpadder og pelikaner. Et lækkert sted i det hede fugtige sumpklima.

Vi tog intet mindre en fire nætter på Kænguruen. Første dag tog vi et smut forbi et vandfald med varmt vand for bagefter at sejle op gennem kløft. (Billeder vil blive langt ind ved lejlighed. Måske først efter hjemkomst. Desværre er vi ikke velsignet med særligt hurtigt internet på disse kanter, så det tager 5-10 minutter at uploade et billede.)

De næste par dage havde vi ingen planer, da Mette det lille pus desværre var lidt halvsløj. Så Nicolai kunne arbejde lidt på sine lektier og tiden gik med at læse bøger, sejle i kano, sidde i jacuzzi og andre hæsblæsende aktiviteter.

Lidt mere actionpacked har det til gengæld været i dag. Fra morgenstunden tog vi en "færge" (en riverboat designet til turistrundfart i bølgeløst farvand) - disse "færger" skulle i øvrigt blive et tema for dagen. Nå, men vi tog en sådan færge fra Kangaroo til Livingston ved havet. Floden var smuk og alt gik godt. Desværre var den forsinket, så vi kom for sent til den "færge", vi skulle have haft til Puerto Barrios (Guatemala), hvorfra man kan komme videre til Punta Gorda i Belize. Men i en frisk vending og overbevist af den lokale rasta-man hyrede vi en privat "færge"-taxa til at sejle os til Punta Gorda. 20 minutter, lidt dyrt, men alt var stadig skønt.

I Punta Gorda fik vi stemplet vores pas - 160 kr. - og så var vi ellers legalt klar til at forlade Guatemala. Vi sprang på den næste "færge" - Mette havde fornemt forventet cafeteria og toilet og den slags ombord - som var ca. en meter længere end de andre "færger", men ellers samme stil: Blåt plastikskrog, et lille plastik-halvtag, en pænt stor revne i bunden og (bonus!) en ekstra motor. Med andre ord en toptunet kajak parat til at flyve hen over vandet. Desværre havde det blæst lidt op, så vores overdimensionerede jetski, var ikke just det mest komfortable fartøj. I starten sejlede vi op mod bølgerne, hvilket var pænt smertefuldt for haleben og den slags, men da vi drejede om mod bølgerne kom også den tredje akse i heftige svingninger. Spændende! Omtrent en time senere havde vi dog krydset havet, godt forslåede og fuldstændigt færdige mentalt.

I Punta Gorda skulle vi med bussen. Desværre kørte bussen ikke til Placencia (vores planlagt destination) men kun til Independence, hvorfra man angiveligt skulle kunne tage endnu en færge videre til Placencia. Mens vi ventede på bussen gik Nicolai i banken, for vi havde kun meget lidt gangbar valuta (nogle få US dollars). Banken var selvfølgelig lukket og hæveautomaten virkede ikke, så vi måtte nord på med 30 dollars (troede vi) på lommen. Fint nok - der er med garanti en bank i Independence.

Det var der selvfølgelig ikke. Independence var, for at sige det pænt, et hul i jorden. Og den sidste færge til Placencia var sejlet for en halv time siden. Kl. var efterhånden blevet 6 om aftenen - vi havde nemlig til vores store overraskelse mistet en time ved at skifte land. Heldigvis var der en dame, som kendte en mand, som godt ville sejle os for 25$ til ham og 5$ til hende. Vi fandt formuen frem - der ville alligevel ikke være råd til overnatning i Independence, for så ville vi aldrig kunne komme derfra, når det ikke var en bank - og den viste sig at bestå af hele 40$.

Afsted fra Independence i dagens fjerde færge. Denne gik en om muligt endnu smukkere oplevelse end de forrige transportformer (både færge- og busture havde budt på spektakulære landskaber, spændende mennesker og herligt vejr). Med en knaldgul sol og himmel sejlede vi ud af Mango Lagoon; måske Monkey Lagoon - "færgens" noget upålidelige motor druknede samtalen i støjen... dog ikke den del, hvor vores skipper fortalte om to der var druknede for et par år siden, hvor man aldrig havde fundet det ene af ligene - "nok fordi det var spist af krokodiller", som han konstaterede tørt. Okay. Båden holdt så gudskelov ovenvande, så vi konstaterede aldrig ved selvsyn, om der skulle være krokodiller under overfladen.

I Placencia vandrede vi straks mod stranden, hvor der ligger en række værelse- og hytteudlejninger. Vores første sted var imidlertid helt forladt. Så vi spurgte om vej efter et andet vi havde fået anbefalet på vejen. Vi fandt det ikke, men fandt et helt tredje, som er ret hyggeligt og meget billigere end forventet. I mellemtiden var vi også kommet forbi en bank, så vi rent faktisk kunne betale for overnatning, mad og den slags. Lige nu ligger vi i vores værelse og slapper af ovenpå et lækkert måltid frisk fanget fisk og en lang dag...

Sidste dag i Antigua

I dag er vores sidste dag i Antigua.

Mette har arbejdet hele dagen, mens Nicolai kun arbejdede eftermiddagen paa Casa Jackson. Det var lidt haardt at sige farvel, og isaer de to aeldste boern (Armando og Saul) forstod godt situationen og var meget triste til mode... Men det har vaeret noget af en oplevelse at vaere der, og mange af boernene har gjort enorme fremskridt, mens vi har vaeret der, saa det var med stolthed, vi sagde farvel.

Lige nu sidder vi paa en internetcafe, hvor Nicolais computer (som pludseligt holdt op med at virke igaar) har vaeret til reperation. Desvaerre er alle data endegyldigt tabt - men den meget venlige dansker (!), som er en af de to computereksperter paa stedet, har installeret et nyt operativsystem (Windows), saa formentlig kan den nu bruges igen - hvilket, hvis det viser sig at vaere sandt, trods alt er en troest.

Om lidt (klokken er ca. 17.30 lokal tid) tager vi til fest paa skolen og siger farvel til alle.

I morgen kl. 9.00 gaar turen videre til Rio Dulce.

Vi kommer til at savne Maria Elena (vaert), Alvaro (kontaktperson) og alle de andre og takker for en fantastisk tid i Antigua. Men... afsted mod nye eventyr!

Maria Elena og os

Case Elenita

Mari, som er hushjælp hos familien

Blandie

Semuc Champey

I fredags gik turen til Semuc Champey, som ligger godt 7 timers kørsel fra Antigua - 11 timer i vores tilfælde skulle det vise sig! Vi har forsøgt at lave en hård udvælgelse mellem de 13 milliarder billeder, vi (Mette) fik taget... men der var bare så flot.

Semuc Champey betyder på Q'ekchi ”der, hvor floden forsvinder” eller ”der, hvor floden går under jorden”. Udover en flod, der går under jorden, er det også en nationalpark med masser af flot natur.

Som Nicolais hår viser var luftfugtigheden helt i top.

Lørdag morgen gik vi først op til udsigtspunktet, dernæst ned for kigge nærmere på ”dér, hvor floden går under jorden” for efterfølgende at bade i bassinerne, som ligger ovenpå floden. Det var rigtigt lækkert at bade der, og en masse små fisk sørgede for naturlig fodpeeling. Det kildede.

Bassinerne, hvor vi (og en masse andre) badede.

Hvor floden løber under jorden (nede i venstre hjørne af billedet).

Bassinerne, som løber ovenover, mens selve floden løber nedenunder.

Gæt et dyr! ... Sommerfugl.

Efter et kort smut hjem forbi hotellet (nogle træhytter og træsenge) til frokost, stod eftermiddagen på en tur gennem de lokale grotter. De var fyldt med vand, så det var ikke muligt at have kamera med. Til gengæld var der intet lys, så vi blev hver især udstyret med et stearinlys, som man skulle huske at holde ovenvande, når man svømmede. For vi gik famlende, svømmede famlende, og klatrede famlende op af stiger og gennem vandfald for at komme dybere ind i hulen. En virkelig fed oplevelse. (Men den var aldrig gået i Danmark med sikkerheden :-) ).

I jeepen fra Semuc Champey til Lanquin, som ligger
11 km og 45 minutters kørsel væk.
Så lidt kan 12 mand fylde.

Efter grotterne sejlede vi i baderinge tilbage til hotellet. Efter en hel dag i vand var det overraskende nok rart med et bad – måske især pga. det tørre tøj efterfølgende!

Om aftenen var der fest og druk, inden vi søndag morgen tog med først jeep og siden shuttlebussen tilbage til Antigua (9½ time denne gang; inkl. skifte af et punkteret dæk).

(Lidt flere billeder)

Fra grotterne sejlede vi i baderinge
ned ad floden til hotellet

I torsdags regnede det...

... for første gang i lang tid i dagtimerne. Og vi var udenfor.

Casa Jackson

(Skrevet søndag d. 29 juli)





Alberto (3 år) blev adopteret i sidste uge og Saúl (7 år). 



Så er min første hele uge på Casa Jackson gået, hvor jeg til bragte 33 timer. Forud herfor har jeg været derude ca 30 timer. Jeg er har fået styr på alle børnenes navne, deres forskellige kunnen og behov og de daglige rutiner (hvilket er en stor fordel, da stedet i sig selv ikke virker så organiseret). Der er pt 13 børn på stedet og antallet af børn er faldet lidt, fra jeg var der første gang, hvor der var 18 børn. Nogle børn er kommet hjem igen til deres forældre, en er blevet adopteret, to er blevet flyttet til at andet tilbud og der er kommet fire nye til. Så der er lidt udskiftning.





Humberto (9 md) vejer knap 5 kilo og kan kun ligge
ned eller sidde med meget støtte.
Vi har masker paa, for ikke at smittte boernene, da de
er meget modtagelige for sygdomme. Hvis man har
opholdt sig i Guatemala i over to maaneder, behoever
 man ikke baere masken laengere.  



Casa Jackson ligger i en pueblo nær Antigua (San Felipe) og er et sted for under- og fejlernærede småbørn. Der er store problemer med ernæring i Guatemala blandt fattige og uoplyste dele af befolkningen. Casa Jackson sørger derfor for at fede børnene op – gennemsntlig i en periode på 8 uger – inden børnene kommer hjem igen. Desuden har børnene ofte motoriske og kognitive problemer grundet understimulering siden fødslen.

Personalet snakker kun spansk, hvilket ind imellem godt kan være en stor udfordring. Men for det meste lykkes det mig at komme frem til, hvad det er, de gerne vil have hjælp til. Mit første indtryk af personalet var, at de var lidt lukkede og havde meget travlt, men efter at have brugt mere tid derude er de også begyndt at smalltalke og henvende sig spørgende til mig, hvilket er rart. Jeg tror forklaringen er, at de er vant til mange volentører, som kun tager nogle enkelte vagter og så aldrig kommer igen.

Som tidligere nævnt er der ikke en fysioterapeut på stedet lige pt, som jeg havde regnet med og derfor er det ikke muligt at spare med en rutineret terapeut. Det har dog ikke taget modet fra mig og jeg har lavet min egen protokol over alle børnene. Hver dag noterer jeg, hvem jeg har "haft fingerne i" og hvad vi har lavet, så jeg ikke glemmer nogle, og så jeg kan følge med i, om der sker en fremgang med deres fysiske kunnen. Det er 100 % op til mig selv, hvad jeg laver med børnene, så det er bare at komme igang :)



Alfredo (1 år 7 md) skal lære at kravle og  holde balancen, når han rækker ud efter  ting




Saúl hjælper med at vaske gulvet.

 

Som volentør på stedet indgår jeg i et vagtskema. Jeg bestemmer selv hvor meget og hvornår jeg vil arbejde. Der er fire forskellige vagter i løbet af dagen og det er også muligt at tage flere på en dag. Morgenvagten 830-12; alle børn bades og kommer i tøj, hvorefter gulvet fejes og vaskes og alle krybberne vaskes desinficeres. Løbende ordnes lidt vasketøj og børnene spiser to gange i løbet af denne vagt. Ellers går det meste af tiden med at lege med børnene.

Eftermiddagsvagten 1330-1630; gulvet fejes og vaskes og krybberne desinficeres igen. Børnene spiser en gang i løbet af denne vagt og der er meget tid til leg.

Aftenssmadvagt 1630-1830 og natvagt 19-7 er mere rolige og der er mere tid til hygge med børnene.

Nogle arbejdsopgaver er mere interessante end andre, men vi (mig og de andre volentører) har indtil nu ordnet alle de praktiske kedelige opgaver først, så vi kan nyde resten af vagten i huset.

Noemi (1 år 2 md) kan sidde lidt
men med meget støtte. Hun skal
have hjælp til at holde hovedet løftet
i maveliggende. 

Tirsdag og lørdag er besøgsdag, og der kommer mange forældre på besøg. Dog er det ikke alle børn, der får besøg, hvilket gør lidt ondt i mit hjerte. Lørdag var der fem børn, der ikke blev besøgt og jeg forsøgte (som eneste volentør denne dag!) at kaste al min kærlighed på dem i løbet af min vagt. Det resulterede i, at jeg var nødtil at tage en ordentlig eftermiddagslur bagefter.

Det er utroligt, så stor tillid børnene har til mennesker udefra. På den måde er de meget nemme at have med at gøre, da jeg ikke har skulle bruge meget tid på at opbygge stor tillid, før de vil være med til at "lege". Det er virkelig en oplevelse at være på Casa Jackson og få lov til at præge deres hverdag og udvikling, selvom det kun er for en kort periode. Allerede nu har det gjort stort indtryk på mig og er der sket tydelige forandringer hos nogle af børnene.

Et meget sjældent syn i det ene værelse, hvor alle børnene havde besluttet sig for at sove hele formiddagen


Humberto (9 md)

  

Dana (10 md)

 

Pamela (1½  aar)











Nicolai er også begyndt på Casa Jackson og Pamela (1½ år) kan godt lide at læse.

Oppe i legerummet er der rig mulighed for at udfordre de lidt større børn både grov- og finmotorisk.

Saúl oever sig i at lave kolboetter, hvilket ikke er helt let, men tilgengaeld rigtig sjovt.

Armando (4 år) beundrer Nicolais streg!

Fredag

Basketballbanen på vores vej. Indtages hver fredag af kørestolsbasket.

Fredag, efter at Nicolai havde haft sidste dag på spanskskolen, var vi om eftermiddagen på besøg på den lokale kaffeplantage Bella Vista, der laver noget af verdens bedste og dyreste kaffe. Det ændrer dog ikke på, at de glædeligt benytter sig af underbetalt børnearbejde, idet de hører hele familier til at plukke, som sender deres unger i arbejde fra de er 4 år.

Kaffeplanter

Af- og pålæsningsplads

Om aftenen var vi ude at spise på cafe ¿Por qué no? (Hvorfor ikke?). Lillebitte sted, som ikke har noget skilt, og som har et reb ved trappen op til førstesalen, fordi der er så stejlt. På førstesalen er tre borde klemt inde mellem tomme vinflasker og gammelt ragelse – heriblandt en cykel og et gammelt Coca cola-køleskab. Vægge og borde er overskrevet med tusch. Den scorer 0,5 på komfort-skalaen og 2000 på charme- og venlighedsskalaen.

Café  ¿Por qué no?. 1. sal

I weekenden var der ingen rejseplaner. I denne uge skulle Nicolai være startet på byggeprojekt, men grundet forvirring og miskommunikation bliver det desværre ikke til noget. Så i stedet er han blevet Mettes adjudant på Casa Jackson for nogle dage. Så er der til gengæld mere tid til universitetsarbejdet. Og næste weekend tager vi med skolen til Semuc Champey.

I mandags var det 'Día de transportistas' - Chaufførernes dag - så Tuc-Tuc'erne var pænt klædt på.

San Antonio

Os foran kirken i San Antonio. I en ellers stille by  er det rart med lidt muzak fra kirkens højtalere...

Torsdag eftermiddag var vi ude at besøge San Antonio, en pueblo (landsby), som ligger en halv times buskørsel fra Antigua Centrum. Byen er hovedsageligt beboet af mayaer, som fx Mettes underviser Maria Martha, og de snakker Kaqchikel - den lokale mayadialekt. Der eksisterer i øvrigt knap 30 forskellige mayadialekter spredt ud over Guatemala. 

På det lokale marked for maya-klæder er en dame igang med at lave en borddekoration. Det tager ca. 7 uger at lave en sådan.

San Antonio er den lokale mayahovedstad og er kendt for sin lokale traditionelle tøjproduktion, som er blandt Guatemalas dyreste. Men til gengæld er kvaliteten også helt i top, og det tager omkring 2 måneder fuldtid at producere en Güipil (bluse), som koster 4500Q – ca 4000DKK. Tag i betragtning at en times spansk med eneunderviser koster 36Q i timen, og en kaffeplukker tjener ca. 25Q om dagen.

Det lokale tøjmuseum med de forskellige mayaregioners traditionelle klæder.

San Antonio

San Antonio og chickenbus i baggrunden.

 I modsætning til Antigua, som er meget mondæn og i farvestrålende kolonistil, er San Antonio en mere typisk udseende guatemalansk by. Og også noget mere rolig...