Weekendtur til Quetzaltenango og Tajomulco

Fordi internettet har været nede kommer dette indlæg lidt forsinket

I fredags tog vi tidligt om morgenen bussen til Quetzaltenango (også kendt som Xela). 

Vi gik rundt i byen nogle timer og mødtes med Lasse og Sophie, med hvem vi tog til informationsmøde om vores trek til Tajomulco sidst på eftermiddagen. Trekket viste sig at være lidt mere hardcore, end vi umiddelbart havde regnet med. Vi fik proviant og lånte tasker, dunjakker, hue, vanter, og meget mere. Alt i alt en opbakning på knap 15 kg.

Næste morgen kl. 04.30 mødtes vi med resten af gruppen, som skulle med på trekket – alt i alt 9 styks. Heriblandt en lokal knægt på 16, Henry, som har besteget Tajomulco 28 gange, og som kommer fra det børnehjem som overskuddet fra trekket går til.

Efter over 3 timers transport i proppede chickenbusses blev vi sat af ved opstigningen til Tajomulco i ca. 2900 meters højde. Herfra gik det heftigt opad i knap 4 timer, (det hurtigste hold de endnu har haft med op!) indtil vi nåede stedet, hvor lejren skulle slås op i knap 4000 meters højde. Her gik eftermiddagen og aftenen med at prøve at få vejret, at fryse i den bidende fugtige kulde, at forgæves i timevis forsøge at lave et bål, at spise lidt pasta, for til sidst at forsøge at få lidt søvn i de omtrent 0 grader med regn og storm.

Udsigt til Mexico

Morgenen efter var der desværre overskyet, så vi kunne ikke se sol gå op. Til gengæld fik vi lov at sove lidt længere, inden vi uden morgenmad begav os uden opbakning op mod toppen i 4220 meters højde. Vi nåede toppen efter lidt over en time. Her var tomt, koldt og med en vind på op til 60 km/t. Men efter 20 minutter begyndte skyerne gudskelov at sprede sig og vi fik i korte øjeblikke den mest fantastiske udsigt til bjerge og vulkaner, Mexico, Stillehavet og tordenskyer i det fjerne.

   

Turen gik dernæst tilbage til lejren til morgenmad og pakning, inden vi gik nedad

På turen ned fik Mette et anfald af højdesyge, som varede næsten hele turen ned. Heldigvis kunne Lasse tage hendes bagage det sidste stykke, mens Mette med hjælp sejlede afsted.

Efter en velfortjent frokost var det endnu engang med chickenbus (om muligt endnu mere fyldt end sidst med mennesker såvel som levende kyllinger og andet godtfolk) tilbage til Quetzaltenango. Mandag til middag var vi - sammen med Lasse, Sophie, Lasses faster Inger og hendes kæreste Benny - tilbage i Antigua.